10 ting der holder mig i gang i valget

Valget er snart slut. Så nu kan jeg godt afsløre de 10 ting, der holder mig i gang 🙂
Det her er de 10 mest nødvendige ting for at jeg kan holde dampen oppe i en valgkamp. Både praktisk men også rent mentalt
1. Min telefon
Det er nok blevet den ting jeg hader allermest samtidigt med, at jeg på ingen måde kunne få valgkampen til at fungere uden. En klassisk omgang had/kærlighedscocktail. Den vibrerer konstant med beskeder, opkald, facebookopdateringer, mails og meget andet, jeg skal forholde mig til.
2. Snapchat
Jeg elsker snapchat. Jeg var den første danske politiker på snapchat og har en vanvittig lang venneliste. Det er blevet en ren energiindsprøjtning, hver gang der kommer sjove snaps fra unge, der ellers aldrig kommunikerer med en politiker. Ligesom det er fedt at få updates fra mine frivillige der drøner rundt og laver en fantastisk valgkamp. Jeg må nok erkende, at jeg er blevet helt snap-afhængig. Det er dejligt selv at sprede de sjove øjeblikke. Og når føler, at valgkampen er ekstra hård, så er energien fra de frivillige kun et snap væk.
3. Solcreme
Ja. Isse gi’r solskoldning. Solen rammer mig lidt hårdere end mange andre 😉 Derfor er det vigtigt at ha’ et arsenal af solcreme med forskellige faktorer, så jeg ikke ligner en solgrådig charterturist på valgdagen.
4. Vand
Under en valgkamp, så snakker man rigtig, rigtig, rigtig meget. Vand holder mig i gang og så kan jeg koble det sammen med et politisk budskab. Nej tak til skifergas – ja tak til rent drikkevand.
5. Ingefærshots
En af mine frivillige, laver ingefærshots til mig og det er virkelig vigtigt. Man er ikke i tvivl om, at det er godt for en, når alle indre organer lige vrider sig en omgang, når den intense ingefæromgang løber gennem halsen. Det er med til at bekæmpe betændelse i min ryg, som har et brud og så opbygger det forhåbentligt mit immunforsvar.
6. Flyers
Uanfægtet hvor digital valgkampen er blevet, så undgår man ikke at have flyers med. Jeg har fået trykt titusindvis af flyers, så alle mine frivillige og jeg kan stikke mit ansigt og politiske budskaber i hænderne på alle vi møder. Derfor sidder der næsten altid en lille stak i baglommen.
7. Strøm
Når man er så afhængige af sin telefon, så er man automatisk også afhængig af det, som den er afhængig af: Strøm!
Derfor har jeg også investeret i en stor power-bank, som jeg kan slæbe med rundt. Og jeg mener SLÆBE! Den er tung og fylder en del men kan til gengæld oplade min smartphone
8. Frivillige
Deres energi holder mig kørende. De har alle en historie for hvorfor de er med. Og deres tro på, at vi kan forandre Danmark i en god retning, gør det klart for mig, at det vil gøre en forskel, hvis vi får mig valgt til folketinget.
Det er helt enormt rørende at vide, at vi er så mange der kæmper for en fælles sag. Og jeg er så beæret over at folk tror så meget på mit kandidatur og på vores fælles projekt, at de tager fri fra skole, sælger deres billetter til North Side eller tager fri fra arbejde
Det gør, at jeg har et kæmpe ansvar at leve op til. Det er angstprovokerende men også fedt, for det giver en masse energi og styrke
9. Computer
Mit absolut vigtigste redskab når jeg skal koordinere inden jeg går i seng. Og det er også her jeg skriver mine blogindlæg, debatindlæg og holde Facebook oppe i de højeste valgkampsomdrejninger.
10. Rygbæltet
8 dage før valget blev udskrevet, fik jeg et alvorligt skred i ryggen.
Derfor lå jeg i min seng med is på ryggen og med morfin i maven, mens jeg kunne følge med i, at alle mine frivillige var i gang med at hænge plakater op
De første par dage af valget måtte jeg holde mig til sengen. Men jeg har købt et rygbælte. Eller korsæt om man vil;) Og det holder mig bogstavelig talt oprejst nu.
Ingen kommentarer endnu